top of page

Victor: Track Day på Zandvoort

Kære Red5’ere,

 

Først tak til Jannik for seriøs underholdning fra HMS’ afslutningsløb på Knutstorp. Godt videoen er opfundet så man ikke går glip af de spændende løb, når man er rejst udenlands.

 

Zum Zandvoort um trackday zu fahren mit Deutscher Sportfahrer Kreis e.V., versteht sich.

 

Her kommer en lille beretning om oplevelserne, som forhåbentlig kan bidrage lidt til underholdningen på en fredag:

 

Turen gik ikke helt som planlagt for mit vedkommende, men så åbnede der sig andre muligheder. Herom lidt senere.

 

Starten gik søndag morgen kl. 7 fra NSV 27 i buldermørke. Vi mødtes ca. 12 timer senere alle på NH Hotel Zandvoort lige ved siden af banen til en hyggelig middag. Hotellets køkken kan i øvrigt varmt anbefales…

 

Her de danske deltagere, fra højre: Allan Madsen (Golf R), Lars Strange Mortensen (Ford Focus RS), Steen Holm Jørgensen (Golf GTI TCR), Jeppe Zeuthen (Honda Civic Type-R), Yours Truly og Kurt Larsen.

 

Ved ankomsten til Zandvoort kl ca. 19:30 om aftenen, hvor hotellets parkeringsplads var stopfuld, var vi heldige at kunne parkere på en parkeringsplads lige inden for porten på banen; indtil videre ganske gratis. Så var det op tidligt næste morgen til check ind, udlevering af ”startnumre” og så kunne vi rykke ind i vores dobbelte 10 x 24 m pitgarage, som jeg havde lejet til os i forvejen.

 

Det viste sig at vi meget passende blev indkvarteret i netop de to pitgarager, som Red Bull med Max Verstappen og Sergio Peres en måned tidligere havde beboet….

 

Her Kurt og Allan og Golf R med et noget langsommere dækskifte end der blev præsteret af Red Bull måneden forinden:

 

Lars (med Allan og Jeppe på hver side) parkerede i Checo’s pitgarage:

 

”Vores” pitgarager set fra indkørslen:

 

Der blev under førermødet advaret om, at der var sand på banen og at det skulle køres af, før der blev givet gas.

 

Desværre nåede jeg kun to omgange i første stint før transmissionen på Elisen pludselig udsendte usunde og ildevarslende lyde. Jeg kunne dog køre langsomt tilbage til pitten, men kørslen var desværre slut for mit vedkommende.

 

Til gengæld var det godt at man kunne læsse kareten på traileren og få hele herligheden med hjem uden bekymringer.

Har ikke checket endnu, men et drivakselled (i heldigste fald), koblingen (mindre heldigt) eller gearkassen er under mistanke.

 

Godt man kan klare reparationen selv uanset hvad der måtte have opgivet ævred.

 

Her sker det: Zandvoort 03 10 2022 - YouTube

 

På det sidste – efter jeg har fået påhængsvognen, heldigvis - har der dog været et par defekter (sidst et hjulleje i Norge).

 

Men i betragtning af, at jeg til dato har kørt ca. 90 trackdays siden jeg fik bilen i 2010, har bilen haft ret få fejl, som har hindret kørsel.

 

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, så Lars Strange Mortensen gav en forrygende passagertur i sin Ford Focus RS.

 

Lars er søn af den legendariske Jan ”Motor” Mortensen fra Vordingborg (nu ca. 75 år), som mange husker som en særdeles hurtig kører i Triumph Dolomite Sprint og senere som dedikeret Ford kører, senest i Ford Sierra Cosworth.

 

Sønnen Lars har således både gode gener og et godt opvækstmiljø at bygge på. Han har sit eget konsulentfirma i Viborg med IT-løsninger som speciale. At Lars også har deltaget i ikke mindre end nu fire Scuderia Hanseat kørerkurser på Nordschleifen og på GP-banen har sammen med Focus RS’en skabet en særdeles hurtig kombination. Sjovt og spændende at opleve fra passagersædet.

 

Her køres der gennem det stærkt hævede opløbssving ud på langsiden (først Steen og dernæst – med kameraføring – Lars i Focus’en) med acceleration op til ca. 200 km/t og derefter nedbremsning til Tarzan-kurven:

 

Lars og Steen på Zandvorts langside 03.10.2022 - YouTube

 

Kurt fik en tur med Allan i Golf R, og det gik også passende hurtigt.

 

Derefter var der masser af tid til at finde et civiliseret sted at spise frokost. Det var efter årstiden glimrende vejr og strandpromenaden blev afsøgt. Zandvoort er en udpræget turist-badeby, som ligger lige vest for Amsterdam.

 

Badesæsonen var naturligvis ovre, men på grund af det gode vejr var der dog alligevel en del liv ved stranden.

 

Der var lukket i Sandyhill Beach Club…

 

Men det var der ikke i denne arkitektoniske perle, som faldt diskret ind i klitterne:

 

Så vi frekventerede ”Nautique Strandpavijoen”, som bød på en glimrende Cæsar Salat:

 

Derefter kaffe med Lotus-kage til:

 

Således styrket var der tid til at vende tilbage til banen og kigge biler blandt deltagerne.

For eksempel denne splinternye Corvette C8 med centermotor:

 

Med lækkert interiør:

 

Og med omkring 500 HK herfra:

 

En fin Exige var der også:

 

Om eftermiddagen var der tid til at kigge eksotisk hoteller ud langs strandpromenaden. 

Beach House Hotel med Land Rover over indgangen formodes fx at ville tiltale klassiske off-road entusiaster:

 

Roompot Zandvoort var et meget spændende og eksotisk hotel, men kun for de meget velbeslåede:

 

Det siges, at måltiderne stiger i betydning med alderen….

 

Om aftenen fik vi således en glimrende svampesuppe og et lækkert stykke grillet laks med diverse grøntsager til og en flaske fortræffelig rødvin (Maalbeck).

Vi var kun seks i restauranten, så vi fik en glimrende betjening og samlet oplevelse der også.

 

På hovedet i seng og op med afgang mod fædrelandet kl. 9. Hele vogntoget stod klar og heldigvis uberørt på parkeringspladsen ved banen, hvor vi havde forladt det aftenen i forvejen.

 

Det var ganske påfaldende, at vejene i Holland var af meget fin kvalitet og vel vedligeholdte, hvilket stod i kontrast til den noget begrænsede vejkvalitet i Tyskland.

Til gengæld kunne man undervejs øve sit tyske på de ofte sjove stednavne på skiltene - som for eksempel ”Pelzerhaken”:

 

Nåede færgen fra Puttgarten kl. 19 og kom med som sidste køretøj. Nød på færgen en glimrende og rigelig Paste Bolognese.

 

Svingede ind ad indkørslen på NSV 27 igen tirsdag kl. 21:30, hvorfra Kurt fortsatte videre hjem til Kalundborg efter endnu en højt værdsat indsats som co-driver.

 

Dagen i dag er gået med sysler anderswo, og snart må der kigges på transmissionen på Elisen - to be continued…

 

Håber alt vel rundt omkring hos jer.

 

Bedste hilsner,

Victor

bottom of page