Gjorde noget unyttigt...

...historien om købet af en Lotus Exige Cup 260

 

I sin nytårstale den 1. januar 2018 opfordrede Dronning Margrethe danskerne til at "prøve at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt" og understregede, at sådanne oplevelser kan berige fantasien, nærer tanken og gøre verden større, selvom det umiddelbart virker ufornuftigt eller unyttigt. Hun nævnte, at det ikke behøver at være det samme for alle; nogle kan gå en tur i skoven, lytte til musik, se en tv-serie, tegne eller sy, alt efter hvad der taler til deres sanser og kreativitet. Eller at jagte en af drømmebilerne kunne man i denne kreds vel tilføje.

 

Drømme er ofte født af historier, oplevelser og følelser. Som ikke nødvendigvis kan forklares fornuftsmæssigt eller rationelt. Men jagten på drømmene er ikke desto mindre ofte det der driver os. Men man skal også huske at leve sine drømme ud i tide.

 

I jagten på drømmebilen er det vældig godt at have støtte fra vor højt respekterede dronning Margrethe; omend nogle - uden for denne kreds, naturligvis - måske, og sikkert med rette, ville synes, at det netop i den aktuelle forbindelse vil være at strække majestætens anbefaling lidt vel langt.

 

Selv om forfatteren af denne epistel sagtens kan se, at mange bilmærkers ophav har spændende historier og gennem tiderne har bygget unikke biler, ligger et bestemt bilmærke forfatterens hjerte nær: Lotus, hvor grundlæggeren Antony Colin Bruce Chapmans motto var: ”Simplify, then add lightness”. Et fængende, let forståeligt sprogligt paradoks.

 

Flere i Red5 menigheden, ud over forfatteren, er således faldet for de simple og lette køremaskiner: Lotus Eleven, Lotus Elan og Lotus Elise, er således ejet af forskellige Red5’vere. Tror faktisk vi er hele fire Red5’vere med Eliser, en med Eleven og en med Elan.

 

Selv om den oprindelige Elise S1 fra 1996 med dens epoxy-limet aluminiumchassis fremstillet i Tønder i Danmark, med aluminiumhjullejehuse, med aluminiumbremseskiver, ekstruderede aluminiumpedaler, glasfiberkarosseri og gennem-designede, spartanske indre og ydre reddede Lotus’ økonomi ved at være en bestseller og med en banebrydende letvægtskonstruktion, er der senere ud fra samme grundidé skabt en del spændende Lotus biler siden.

 

Lige efter årtusindskiftet skrantede Rover fabrikken, som leverede den udbredte K-serie motor til Lotus Elise, og i 2005 var det endelig slut for Rover. Lotus måtte derfor på udkig efter en ny, mere pålidelig leverandør, og havde tidligere haft et godt samarbejde med Toyota, så det var naturligt at se den vej. Toyota havde i samarbejde med Yamaha udviklet en decideret sportsmotor i form af 1,8 liter 2ZZ-GE i4-motoren med DOHC, 16V og VVTLi (Variable Valve Timing and Lift, intelligent). En ren aluminiummotor med MMC aluminiummatrix cylinderforinger, det vil sige med indlejrede aluminiumsilicat partikler og fibre fremstillet ved en patenteret støbeproces.

​

Motoren, også i lidt mere civiliserede udgaver, blev brugt i Toyota Celica, Corolla og i stor udstrækning på det Japanske og Nordamerikanske marked, så der var noget at tage af. Alt i alt en motor der passede Lotus godt. Så de næste mange Lotus modeller blev forsynet med Toyota motorer.

 

Den baneorienterede version af Elise blev kaldt Exige (= krævende, insisterende) med større motoreffekt, større bremser og justerbar undervogn. En lille serie af Exige'r blev opgraderet yderligere med kompressor og kaldet Cup efterfulgt af et trecifret tal for motoreffekten.

 

For et år siden havde jeg haft fornøjelsen af at hjælpe en bekendt med at bedømme kvaliteten af en her i landet udbudt Lotus 2-Eleven, som blot er en ”afklædt” Lotus Exige Cup 260, altså helt åben, med kun et minimalt karosseri, ingen forrude og ingen døre. En ren banebil, som dog kunne registreres på national enkeltstyksgodkendelse i UK, men som kun med yderligere undersøgelser og dokumentation kunne registreres i EU. Jeg havde i den forbindelse betalt for og downloadet alt service- og reservedelslitteratur for Exige og dens derivat 2-Eleven fra Lotus’ hjemmeside.

​

En anden bekendt havde for en del år siden anskaffet en Lotus Exige Cup 260, som kom med fuld EU typegodkendelse, e-mærkning og e-godkendelsesnummer på typepladen samt tilhørende COC-dokument som bevis for, at den konkrete bil opfylder alle EU-krav. Så en Exige Cup 260 ville være let at få mellem nummerplader i DK eller ethvert andet EU land – hvis man lige ser bort fra registreringsafgifts-lotteriet….

 

En Lotus Exige Cup 260 er produceret i 2009 og -10 i under 100 eksemplarer, hvoraf væsentlig færre blev solgt i Europa (Lotus-typisk ikke produceret i fortløbende nummerserie, da de blev plukket af båndet og opgraderet, når kunderne meldte sig, så der er lidt forskellige oplysninger om hvor mange). Så Exige Cup 260 er eftertragtede blandt Lotus-entusiaster.

 

Så bilernes teknik og muligheder var ret velkendte. Og var alt i alt lun på at erhverve sådan en også.

​

AutoScout24 er som bekendt en fin portal til løbende at skaffe sig overblik over udbudte interessante biler, og man kan ret hurtigt komme i kontakt med sælgeren for at høre nærmere.

 

Havde via AutoScout24 kig på et par 2-Eleven i hhv. Frankrig og Belgien, men de syntes ikke så attraktive; de skulle helst have lavt kilometertal og ikke være pillet for meget ved. Der dukkede imidlertid blandt oversigten over lignende biler hos AutoScout24 en tilsyneladende fin Exige Cup 260 med lavt km-tal op. De gode biler forsvinder ofte hurtigt, så jeg startede straks en mailkorrespondance med sælgeren om bilens historie mv. Det var navnlig vigtigt at få dokumentation for bilens VIN (stelnummer) for derved via portalen CarVertical, som har adgang til værksteds-, forsikrings-, syns- og motorregistre, formedelst 30 €, at kunne købe en 360° analyse, som viser, om bilen har været stjålet, færdselsskadet og om km-registreringen ser sandsynlig ud.

 

Sælgeren, som viste sig at være Lotus importøren i Holland, Van der Kooi Sportscars, svarede hurtigt og venligt og sendte mig beredvilligt fotos af stelnummer, fabrikationsplade og registreringsattest – som i øvrigt i Holland er et plastickort med chip.

 

Alt så lovende ud.

 

Historien er, at bilen var solgt fra ny til den tyske kemikoncern Evonik, som viser sig at være et af verdens største koncerner inden for specialkemikalier. Bilen blev købt som blikfang på udstillinger med eksempler på hvad Evonik kunne levere til bilindustrien. Bilen havde således i motorrummet to markante hhv. et rødt og et blå rør udført i kompositplast til og fra intercooleren og forsynet med teksten ”Evonik”. Jeg fik et billede af bilen fra en udstilling hvor Arnold Schwarzenegger står foran den – sikkert også som blikfang og attraktion på udstillingen.

 

Alle forberedelserne foregik i første halvdel af første uge i juni måned. Da det papirmæssige så fint ud fik jeg af sælgeren en option på bilen indtil udgangen af ugen. Så ville man have sig en potentielt fin Exige Cup 260 i dette liv, var det nok nu, der skulle rykkes.

 

Fly og offentlig transport blev undersøgt, og banken forsøgt kontaktet – i vore dag er det tæt på umuligt med kort varsel af få en kompetent og vidende bankmedarbejder i tale. Og et af de få af bankens tilbageværende rådgivningscentre havde lukket ifølge et opslag ved indgangen med den begrundelse, at det snart var Grundlovsdag. Jo, man kunne køre ud på Frederikssundsvej, hvor de havde åbent. Jooo-tak, den afdeling kender jeg: Mange sikkerhedsvagter og høj tæthed af eksotisk etnicitet, som hænger ud foran. Så jeg måtte på egen hånd undersøge så godt jeg kunne og flytte rundt på midlerne i netbanken. Vigtigt også at få vished for, at man kunne lave en straksoverførsel, som figurerede på sælgerens konto inden for rimelig tid. Det var der ingen, der efter en del tid i telefonkøen kunne give mig garantier for kunne lade sig gøre.

 

Fik checket hos Motorstyrelsen, at man faktisk på udenlandske såkaldte eksportnummerplader lovligt kan køre ind i DK og til bestemmelsesstedet. For det ville være kedeligt at få en bøde på registreringsafgiften og yderligere skulle betale en registreringsafgift; sådan en afgift er rigelig dyr i forvejen

 

Så var det med at få booket fly derned med pyjamasekspressen (afg. 08:10) torsdag den 4. juni. Prøvede Momondo som viste at Norwegian var billigst, men når man avancerede mod slutprisen endte den med at være det samme som hos SAS, så jeg nuppede SAS: 2300 kr til Schiphol og ikke 1300 kr som Norwegian lokkende startede med. Det er nogen bøller med markedsføringen, men man kan godt forstå, at det ikke kan gøres billigere i den virkelige verden. Jeg kunne så være dernede i Houten ved middagstid efter lidt tog- og buskørsel, og hvor bilen efter aftale vil hænge på en lift med hjulene afmonterede.

​

Jeg forberedte mig dog mentalt på evt. at måtte tage et fly hjem igen hvis bilen ikke levede op til forventningerne.

 

Så afsted mod Holland tidlig torsdag morgen med kurs mod Lotus importøren og forhandleren Willem van der Kooi Sportscars i byen Houten.

 

Ved min ankomst efter ca. to timers kørsel fra Schipol først med tog og dernæst med bus til Houten blev jeg vel modtaget af sælgeren Marco Smit: Om jeg først ville have kaffe eller straks kigge på bilen, som allerede hang på liften i klargøringsafdelingen og med hjulene afmonterede som aftalt? Vi blev hurtigt enige om at kigge på bilen først.

​

Hos Van der Kooi Sportscars viste de sig hurtigt som superflinke og seriøse folk i hvad der bedst kan betegnes som et Lotus Heaven. Fik umiddelbart lov til at færdes frit i den superflotte nybiludstilling, på kontoret og på værkstedet, hvor også mekanikerne meget imødekommende: En fin ånd herskede i firmaet.

 

Det allervigtigste ved undersøgelse af en Lotus med alu-chassis er at konstatere, om ophængningspunkterne navnlig foran er intakte. Hvis først der er skader på ophængningspunkterne er dommen iflg. Lotus, at chassiset skal udskiftes; ingen reparation tillades her.

 

Chassiset så til min lettelse fint ud og selv elektrogalvaniseringen af hjulophængningernes triangler var intakt. Vidner om, at bilen havde kørt lidt og i godt vejr. Bilen var pæn i stuen, klar i øjnene, olien var frisk på målepinden og motoren lød fint ved koldstart. En mekaniker monterede hjulene og vi var klar til en prøvetur. Marco kørte ud ca. 5 km, vi byttede, og jeg kørte tilbage. Ingen trækken til siderne, rattet sad lige og bremserne fint virkningsfulde. Og et enormt los bagi ved fuld gas ikke at forglemme!

 

Et par indikator-LED i knapperne til lys mv. virkede ikke, men selve lyset tændte som det skulle. De forreste bremseskiver havde set bedre dage, men var ikke på nogen måde kritiske. Dækkene var nye, men af hvad man umiddelbart vil kalde et no-brand ”Apollo Aspire XP”. Apollo viste sig dog efter nærmere undersøgelser at være blandt verdens største dækproducenter og nuværende ejer af Vredestein, som oprindelig var hollandsk ejet. Ikke de allerbedste dæk, men dækkene har dog fået ganske gode anmeldelser jf. diverse tests på nettet.

 

Prøvede at handle prisen lidt ned med henvisning til fundene, sælgeren ringede til ”vor far” – chefen -  som pt. residerede i Spanien. Svaret var, at prisen var sat sådan i forhold til bilen generelle stand at de ikke ventede at få vanskeligheder med at sælge den til den annoncerede pris. Det skulle prøves, men jeg må erkende, at de havde en god pointe, og ingen af tingene ville give mig vanskeligheder eller store udgifter selv at klare.

 

Så der blev rystet hænder og slutseddel skrevet. Slutsedlen lød på 495 € mindre end den annoncerede pris, så jeg skyndte mig at skrive under og glæde mig over at have sparet et par tusinde. Det var efterfølgende en noget usædvanlig fornemmelse i mellemgulvet derefter at sidde med sin mobiltelefon, logge på sin netbank, indtaste IBAN/SWIFT koden på modtageren, hæve loftet for overførsler og godkende overførslen med NemID. Hvordan mon sådan et beløb ser ud mens det farer rundt gennem ledninger og fiberkabler som strøm og lysimpulser? Og går det igennem?

 

Efter der var slået søm i handlen blev der taget selfi af Marco, sønnen Jan van der Kooi og yours truly med Jans mange trofæer i baggrunden fra vundne klassiske racerløb i en Lotus Elan 26R.

​

Jeg fik foræret et fint coffeetable værk med omtale af alle Lotus modellerne, forfattet af Willian Taylor, signeret af forfatteren selv og med en fin dedikation på forbladet fra Van der Kooi Sportscars. En rigtig fin gave jeg er glad for.

​

Den gode samlede historie betyder jo noget for erindringen om et godt bilkøb.

 

Mit første og hidtil sidste måltid den dag var en skålfuld havregrød kl. 04:30 om morgenen og en kop te på flyet, så da klokken efterhånden nærmede sig 15, kunne jeg godt spise en sandwich eller to ud over den udmærkede cappuccino serveret hos Lotus forhandleren.

 

Marco kørte mig i en splinterny Lotus Eletre hen til Hotel Houten, hvor jeg igen blev venligt modtaget i restauranten hvor jeg blev inviteret til at sidde hvor jeg ville, så jeg styrede mod et bord ved vinduet.

​

Dagens frokostservering på spisekortet var noget med asparges, hvilket ikke kunne overraske efter årstiden i aspargeslandet Holland. Inden længe serverede kokken selv den fint anrettede servering: Det så virkelig lækkert ud og jeg var skrupsulten. Kun Colaen til levede ikke helt op til ønskerne, men jeg havde en lang køretur hjem foran mig, så det var med at holde hovedet klart.

 

Der var god tid til også at læse lidt i foræringen mens jeg sluttede af med en kop te.

​

En venlig dame ved nabobordet bemærkede min bilinteresse, spurgte til mit ærinde i Houten og spurgte, om ikke hun skulle tage et billede af mig? Jo det var da yderst venligt og hun opfordrede sin mand, som var lidt mere tilbageholdende, til at fortælle om sine biler og vise billeder af dem. Vi var dér tilbage i tresserne med fine Opel biler i den dyrere ende.

 

Jeg roste naturligvis oldtimerne behørigt. Var der mon kun venlige mennesker i Holland? Tilsyneladende!

 

I mellemtiden var bilen blevet synet, eksportnummerplader hentet, registrering fortaget hos RDW, den hollandske Motorstyrelse og grønt bevis for ansvarsforsikring udarbejdet ligeså.

​

Marco hentede mig på hotellet ved femtiden i Eletren, jeg fik alle papirerne og nøglerne udleveret, vi lavede det obligatoriske key-hand-over billede, og så var det blot at få ædt de mange kilometer hjemad i nyerhvervelsen.

 

Turen startede med kraftige byger i Holland hvoraf to var deciderede skybrud. Men ind imellem brød solen frem, og den smukkeste regnbue spændte sig ud over vejen foran. Ville knipse et billede af det smukke syn, men turde ikke, for jeg havde travlt med at navigere mellem lastbiler til højre og alt for hurtige BMW’er til venstre. Så jeg måtte ved hjemkomsten ty til at få hjælp af AI. Resultatet svarer nu faktisk fint til virkeligheden – se selv blandt billederne fra turen. Tænkte på Bifrost, som i den nordiske mytologi er regnbuebroen, som forbinder menneskenes verden med gudernes…

 

Det klarede op da jeg nåede Tyskland, hvor vejene imidlertid straks var dårligere og vejarbejderne med nedsat hastighed jævnlige. Nåede Puttgarden kl 01:30 og kom ombord på afgangen 02:00.

 

Tankede et par gange undervejs i god tid så ikke man løb tør midt om natten. Virkelig voldsom trængsel på rastepladserne af lastbilvogntog. Ikke et liv man må misunde dem.

 

Vel ombord på færgen med kurs mod Rødby viste der sig at være åbent i cafeteriet, og der var endda gang i gryderne. En frisk tillavet tallerkenfuld spaghetti bolognese med en ”congobajer” til var lige det der skulle til for at holde den gående helt hjem.

 

Turen over Lolland, gennem Guldborg Sund tunnellen til Falster, over Farøbroerne til Sjælland og hjem gik som en leg i morgengryet.

 

Glad da nyerhvervelsen var vel hjemme og akkompagneret af fuglekvidder kunne bakkes ind i garagen kl. 04:30 fredag morgen - efter at have holdt den gående i præcis 24 timer.

 

Mener på den baggrund at have levet op til vor tidligere regents kloge ord for det næste lange stykke tid: ”Gør noget unyttigt”. Og har dermed fået endnu en bildrøm opfyldt. You only live once!

 

Victor