Red 5 Cold War Tour til Stevnsfortet

 

Marchalls Lars Jacobsen og Lars Poulsen havde arrangeret ”Cold War Tour” søndag den 21. september 2025 til Stevnsfortet.

 

Vi mødtes ved ni-tiden på parkeringspladsen Strandporten ved Brøndby Strand, hvor der på den lange motorhjelm af Jaguar XJC’en på bedste vis blev serveret hjemmebagte boller og kaffe til de 13 deltagende Red 5 bilers chauffører og passagerer.

 

Vi satte kursen i dejlig mildt, let skyet vejr sydpå ad Køge Landevej, gennem de mange rundkørsler, for efter Køge at dreje af mod Store Heddinge og ud på Stevns, det første stykke langs kystvejen med dejlig udsigt over Køge Bugt og videre ad landevej 261 til vi nåede Stevnsfortets parkeringsplads på Korsnæbsvej midt mellem Højerup og Rødvig; ikke uventet med fri udsigt mod sydøst ud i Østersøen.

 

Lars og Lars havde arrangeret guidet rundvisning på Stevnsfortet af en – viste det sig hurtigt – meget kyndig formidler. Ved mødet med guiden blev vi indledningsvist rost for vores flotte ankomst i bilerne: ”Det så ski....godt ud!”.

​

Således vel motiverede fik vi en gennemgang af situationen efter 2. verdenskrig med de spændinger, som opstod mellem øst og vest, hvilket blandt meget andet førte til beslutningen om etableringen af Stevnsfortet hhv. Langelandsfortet ud til de danske sunde og bælter.

 

Forterne skulle dels monitorere skibstrafikken, herunder i fredstid navnlig passagen af Warszawapagtens krigsskibe, og dels i en skarp situation beskytte de danske minelæggere mod angreb, mens minelæggerne udlagde miner i sunde og bælter med henblik på at holde den russiske østersøflåde ude af Atlanten, så forsyningslinjerne mellem USA og Europa så vidt muligt kunne holdes åbne.

 

Fortet blev bygget under Den kolde krig i 1950-53 og nedlagt i 2000, inden det den 1. juli 2008 åbnede som Koldkrigsmuseum Stevnsfort under Østsjællands Museum.

​

Stevnsfortet er som det eneste i Danmark bygget i klippegrund og befinder sig op til 18 meter dybt nede i undergrunden, der på Stevns består af bryozokalk (limsten).

 

Hovedarmeringen bestod af to pansertårne med hver to stk. 150 mm kanoner, der havde været sidebatterier på det tyske slagskib ”Gneisenau” fra 2. verdenskrig. De var oprindeligt opstillet på Fanø af den tyske besættelsesmagt, for sammen med Tirpitz-stillingen ved Blåvand at beskytte indsejlingen til Esbjerg. Efter krigens ophør blev kanonerne fragtet til Stevns.

​

Kanonerne kunne række 23 kilometer og dermed dække både hele Øresund og de to mulige landgangsstrande ved Faxe Bugt og Køge Bugt. Der var desuden opstillet et HAWK-luftværnsbatteri på området der, sammen med NIKE-batterier flere steder på Sjælland skulle forsvare København i tilfælde af luftangreb. Disse luftværnsmissiler var således ikke opstillet for at beskytte Stevnsfortet og havde som sådan ikke noget med fortets virke at gøre. HAWK-batteriet blev i øvrigt først opstillet i 1984 og blev primært benyttet til uddannelse af personel til Luftværnsgruppen i Flyvevåbnet.

 

Den teknologiske udvikling gjorde efterhånden, at kanonerne fik mindre betydning, og disse blev i første omgang lagt i mølpose for senere at blive støvet af og benyttet til uddannelse af personel til Søværnet. Stevnsfortet havde dog fortsat en betydelig rolle som kommando- og radarstation og var desuden hovedkvarter for "Sundets Marinedistrikt".

​

Efter Berlinmurens fald i 1989 og efterfølgende den kolde krigs afslutning forsvandt den store fjende mod øst, og Stevnsfortet mistede sin strategiske betydning. Kommandoen blev derfor nedlagt efteråret 2000. 

​

Der står stadig en radarmast på området, men selve farvandsovervågningen foregår i dag fra Maritimt Overvågningscenter i Frederikshavn.

​

Siden er den sikkerhedspolitiske situation drastisk ændret med den russiske invasion i Ukraine i 2022, og en ny kold krig med behov for fornyet oprustning er desværre opstået, og det satte unægtelig besøget på Stevnsfortet og historien herom i nyt lys.

 

Rundvisning på anlægget over jorden omfattede nøje forklaring om funktion og betjening af HAWK og NIKE missilbatterierne – de var faktisk særdeles effektive og præcise – som skulle sørge for luftforsvar af Hovedstaden og Sjælland. Luftforsvaret af det øvrige Danmark foregik fra flyvestationerne i Jylland. Derefter aflagde vi besøg inde i tårnet på den ene dobbeltløbede kanon, hvis hovedformål var at beskytte minelæggerne mod fjendtlige angreb under udlægning af miner. Granaterne til kanonerne blev hejset op fra ammunitionsmagasinet i undergrunden med elevatorer og med håndkraft ladet ind i kanonerne. Hvis jeg husker rigtigt var hvert kanontårn bemandet med 15 personer, der kunne skyde 6 til 8 skud pr. minut, så dobbelttårnet kunne i alt skyde 12 – 16 skud i minuttet. Rekylet flyttede kanonløbet 38 cm bagud, så man skulle ikke stå i vejen.

 

Sigtemidlerne var meget præcise. Beregningen af kanonløbets stilling blev foretaget ud fra målets hastighed, lufttemperatur, luftfugtighed, granatens type mv. Der blev brugt en for sin tid snedigt konstrueret mekanisk regnemaskine med store håndhjul, hvor indgangsparameteren blev indstillet, og resultatet blev markeret for skytten med visere, som han skulle indstille kanonløbet efter. Man kunne således også uden computere dengang, blot man havde check på fysikken. Søværnet holdt jævnlige skydeøvelser efter slæbemål, og de ramte om ikke i første skud, så i hvert fald med en træffer i andet forsøg. Imponerende.

 

Stålkanontårnet var udenpå beklædt med hvad der lignede et tæppe. Guiden bekræftede, at beklædningen stammede fra Ege Tæpper og havde til formål, at reducere varmeudstråling og radarrefleksioner, så kanonen var sværere at opdage som mål for en fjende.

 

På den anden side af vejen lå den oprindelige kaserne, som af kamufleringshensyn var udformet som en trelænget gård. I dag er den en sikret institution for unge mellem 15 og 17 år – et ungdomsfængsel.

 

Så gik turen ned i kalken, ad en lang trappe med 75 trin, 18 m under jordoverfladen.

​

Den underjordiske del var konstrueret som et atomsikkert anlæg, som i op til tre måneder kunne forsegles lufttæt og rumme en bemanding på op til 250 personer. Anlægget var udstyret med luftfiltreringssystemer og svagt overtryk for at beskytte mod giftgas og radioaktivt nedfald.  

 

Vi vandrede ad de lange underjordiske gange som indeholdt køjer til alle soldater, operationsrum, kommunikationscentral, radarstation, overvågningssystemer, generatorer og vandrensningsanlæg.

 

Særlig ammunitionsdepotet med tilhørende elevator op til kanonerne imponerede sammen med den snedige klods på vel 1 x 2 x 1 meter som udgjorde den ballistiske computer, som bestemte indstillingen af kanonløbene.

 

Mens vi vandrede i gangene kunne vi se, at kalken var regelmæssigt afbrudt af flintlag med 1 – 2 meters afstand. Det kendte vore vidende guide også forklaringen på, og hvis jeg har opfattet det rigtigt, var forklaringen denne: Flintlagene blev dannet som følge af varierende klimaforandringer som følge af jordens ændrede kurve om solen.

​

I kridttiden for ca. 75 millioner år siden var der generelt gunstige betingelser for dannelse af kridt. Gennem millioner af år regnede døde kalkskallede alger ned på havbunden, dvs. havet ville efterhånden blive mere grundt, men det skete kun langsomt, fordi der samtidig fandt en vis indsynkning sted. Periodisk gik aflejringen næsten i stå, hvilket formentlig skyldes astronomiske forholds indvirkning på klimaet på grund af ændringer i Jordens aksehældning, og jordbanens excentricitet, med de ændringer i solindstrålingen det forårsagede.

 

Altså når det havde været koldt og de biologiske processer med kridtdannelsen holdt en pause, kunne flintdannelsen ske. Vores guide mente dog, at der var millioner af år mellem flintlagene. Så næppe noget der kunne overføres på vores aktuelle klimaforandringer.

​

Vi var vist mange som blev inspirerede til at studere geologi i vores næste liv.

​

Efter denne ca. 1½ times meget spændende rundvisning blev vi til slut vist hen til trappen med det 75 trin, denne gang opad. Dog var der mulighed for at tage med guiden op med elevatoren, som enkelte vist benyttede sig af.

 

Efter passende applaus til og afsked med vores strålende guide satte vi kursen de få kilometer mod nord til Højerup Traktørsted. Efter lidt parkeringsøvelser fandt vi alle ind på den rummelige parkeringsplads.

 

Højerup Traktørsted var meget velbesøgt, hvilket tydede godt. Vi blev da heller ikke skuffede over "Det Store Stevnske Frokostbord", som bestod af en righoldig buffet med veltillavet klassisk kost. Vi fik straks en udmærket og venlig betjening, snakken gik lystigt, og ingen behøvede at gå sultne derfra. Det lykkedes også til slut for flere af os at indtage en portion af den glimrende og friske æblekage.

 

Således velbeværtet brød vi efter et par timer op og satte kursen hjemad igen. På hjemvejen kunne man så fyldt med god mad og indtryk reflektere over hvor mange muligheder og ressourcer menneskeheden dog forspilder for sig selv ved ikke at kunne enes….

 

Tak til Lars Jacobsen og Lars Poulsen for at arrangere denne overordentlige aktuelle, spændende, lærerige og hyggelige efterårstur!

 

 

Victor