top of page

Paul: Down Memory Lane XI - 1983

FRA ARKIVET 11

1983, Danmark (og det meste af resten af verden) strider stadig for at komme ud af 70’ernes økonomiske problemer og oliekriser, Østblokken sander til og falder så småt fra hinanden. FDM er optimister og lancerer et nyt og større Motor. Man skal dog bare bladre om til side 3 for at komme ind i stemningen: Dacia 1210/1310, den rumænsk byggede Renault 12, lanceres som ”Den bedste – og største østbil”. Det var en katastrofe for de stakler, som købte en. Oplægget var ellers en udmærket, noget næsetung, franskmand, men samlekvaliteten var rædselsfuld og de rustede som død og helvede. 391 danskere valget i 1983 at købe en Dacia! Det var langt fra toppen af østbiler; Skoda 105/120 blev med 7.977, som i 1982 mest solgte bilmodel foran Opel Kadett. Lada var nr. 8 med 4.900, en Wartburg bed 1.092 på, 746 på en Polonez og stakkels 143 nøjedes med en Trabant. Den bed landsholdsmålmand og færdselsbetjent Ole Qvist ikke på, han toner frem i en annonce for den nye Peugeot 205.

 

I stortesten tager Mogens H. Damkier fat i rattet på Citroën BX 16 RS (som jo blev tegnet af just afdøde Gandini). Stor ros, men typisk Citroën, noget skal være mærkeligt. Så ud over badevægt speedometeret også vanskelig doserbare bremser (som også kendetegnede ID/DS og SM). ”Pedaltrykket skal nødigt ligge under 15 kp, hvis man skal kunne dosere trykket korrekt til maximal opbremsning uden hjulblokade [husk vi er lige før Ford Scorpio kommer med ABS-bremser og breder dem til et større marked], men på BX blokerer forhjulene på tør vej allerede ved 5 kp.”. Det husker jeg slet ikke, jeg må hurtigt have vænnet mig til bremserne i min ’89 BX 14.

 

Testkører C.E. Orbesen prøver den nye Kadett GT/E, ”Ulv i fåreklæder”. Opel var sent ude, Golf GTI havde været på gaden i 7 år. De 115 hk fra den 1,8 liter motor giver 9,5 sek. til 100 km/t og 187 km/t på toppen. Opel vælger at følge VW helt til døren; de er begge sat til 174.000 kr. i Danmark. Der er lidt kritik, bl.a. gearkassen, men alt i alt stor tilfredshed: ”Kadett GT/E har absolut sikre og pålidelige køreegenskaber, der sagtens kan klare den drastisk forøgede maskinkraft, og bremserne er helt i top. Og heldigvis er lyset så kraftigt, at det fuldt ud modsvarer bilens præstationer”. Det er hot hatch’ens unge dage. Af andre vævre, som kan klare de 100 på under 10 sek. og passere 180 på toppen, er der kun Fiat Ritmo Abarth 130 TC (8,0/195, fed bil!), Mitsubishi Colt Turbo og Peugeot 205 GTI.

 

Damkier tester ikke kun biler, han har også en større artikel, hvor han harcelerer over de daværende hastighedsgrænser, 80 km/t på landevej og 100 km/t på motorvej. Den sidste grænse var i 1979 i lyset af den anden oliekrise sat ned fra 110 km/t. Indtil 1973 var der jo fri hastighed, så kom første oliekrise med 80 km/t i 1973-74. Nu taler man i Schweiz om, at hastigheden på motorvej skal ned på 60 km/t!

 

Længere inde i bladet er der en artikel om ”100 år på Storebælt”, som markerer, at det var 100 år siden statsbanerne begyndte at sejle på Storebælt. Åh, de glade dage med kø ved færgen, storebæltskaffe og ræs på de korte motorveje efter færgen! I artiklen mindes om, at Folketinget allerede i 1973 foretog en principbeslutning om en fast forbindelse over Storebælt, men den blev lagt i mølposen i 1978-79 umiddelbar før anlægsarbejdet skulle i gang. Riget fattedes penge. Som bekendt åbnede broen først i 1997-98.

 

Robert Bosch har en annonce for VDO tempostat. ”Det er en stor behagelighed, og en pæn benzinbesparelse. Takket være simpel computerteknologi. VDO tempostat er enkel at betjene, og næsten lige så enkel at montere, hvis du er lidt fiks på fingrene”. Kun 1.995 kr.

 

Blandt annoncerne er der også en for Rioja rødvin, det er i de år, hvor danskerne begynder at brede deres vinforbrug ud – i mere end én forstand.

 

P

bottom of page