top of page

Paul: Down Memory Lane VI - 1976

FRA ARKIVET 6

Kære venner.

 

Vi går denne gang knap 10 år tilbage i tiden, nærmere bestemt Motor nr. 16/76 fra d. 10. september, én måned efter at jeg fik min første bil, en mørkerød Autobianchi A 112 Elegant. Den vender vi tilbage til. Forsiden prydes af to nye bilmodeller; Volvo 343 og Ford Fiesta.

 

Det er FDM’s grand old (test)man, civilingeniør Mogens H. Damkier, som leder bilprøve nr. 552 af Volvo 343. 10 år før Afrikasangen lyder overskriften ”Bedre og bedre dag for dag”. Testholdet blev simpelthen gladere for bilen som testen skred frem, utroligt nok for: ”Man vænner sig til den mærkelige kørestilling [gorillastil]”, ”systemet til udvidelse af bagagerummet er simpelthen ustyrligt klodset”. Nu var det jo heller ikke en Volvo fra begyndelsen. Bilen skulle have heddet DAF 77 og næsten færdigudviklet. Den bygger på DAF 55/66, men hollænderne var i pengenød og Volvo købte hele molevitten og fandt dermed en genvej til et ønske om en mindre model under 240-serien. Senere kom der mere styr på den, og mine forældre fik i deres pensionisttilværelse i 1986 begge en 340 DL med 1,7 l. Renault-motor. Den kunne også i de sidste år i slutfirserne fås med Volvos egen 2 liters 117 hk fra 240-serien og det gav en kvik bil med 185 km/t på toppen med ganske gode køreegenskaber bl.a. på grund af den konstruktionsmæssigt nødvendige transakselopbygning (til det oprindelige Variomaic gear). Forlygtevaskere var standard, så det ”lignede” en rigtig Volvo.

 

Den anden test er af Ford Fiesta 1.0 L,  ”den fødte succes” lyder overskriften, og det viste sig jo at være korrekt. Efter 47 år og 22 millioner eksemplarer sluttede produktionen tidligere i år. Bedre sent end aldrig; Ford var sent ude med sin moderne lille forhjulstrækker, fire år efter Renault (5), Peugeot (104), Fiat (127) og Honda (Civic), selv to år efter den fodslæbende VW koncern (Audi 50). ”Simpelthen skæppeskøn”, ”Veludstyret og med god plads”, ”kører fremragende godt”, ”hvis man ikke kendte noget til specifikationerne, ville man ikke drømme om, at det kun var en 957 ccm motor på 45 HK og kun med tre hovedlejer. Den spinder fornøjet og giver vognen en udmærket accelerationsevne”. Jeg kan kun skrive under, havde selv en dejlig 1.0 Danmark-model 1981-85. Kun 137 km/t på toppen, så omtanke, når der blev blinket ud på den tyske autobahn, men den bragte 4 voksne med fuld oppakning (også på taget) for 3 ugers telttur til Italien og Jugoslavien i sommeren 1982. Kasselbakkerne var i 3. gear i højre spor.

 

Tilbage til min Autobianchi. Under ”Nye biler 77” er der to artikler om Saab/Autobianchi (Saab havde jo importen i Skandinavien i en årrække og nogen kan måske huske badge engineering med Lancia Delta, som blev til Saab-Lancia 600). ”Farvel til den lille Saab”, et farvel til 96’eren på det danske marked. Suk! Artiklen nævner også, at ”Vi kan i øvrigt fortælle at Saab arbejder intensivt på en turboladet version af den 2-liters 99 motor”. Det var jo sandt og skabte historie. ”Nøden lærer….”, turboen kom jo, fordi Saab ikke havde råd til at udvikle en større (6 cyl.) motor til 99. Under en artikel om Autobianchi nævnes at programmet i Danmark udvides med A 112 Abarth, heftige 70 hk i stedet for Elegant’ens 47, men til ligeså heftige 47.443 kr. i forhold til min Elegants 32.435 kr.

 

Under annoncerne kan du blive fristet af at købe en ”Ny stor Morris Marina MK II”. I dag ville Forbrugerombudsmanden måske gribe ind overfor vildledende markedsføring: ”Køreegenskaber og komfort i topklasse”, ”alt det, man kan forlange af en bil i dag”! Så er  ”Gennemprøvet kvalitet” måske mere indenfor skiven, det var en dybt forældet konstruktion samlet med en skovl i værste engelske kvalitet, så ja ”gennemprøvet”.

 

Bilsalget i 1976 blev i øvrigt ifølge mine annaler med Fiat 127 på toppen med 10.339 solgte efterfulgt af Opel Kadett, Morris Mascot, Ford Escort og Toyota Corolla. Forhjulstrækkere stod for 48% af salget, hækmotorblier for bare 1,5% i forhold til hele 19,5% i 1970. Der skete noget i de år.

 

På feriesiderne er der bl.a. en reportage om bilferie til Harzen, med selveste Jørn Hjorting med frue: ”Det blev alletiders ferie!”, ”En skønne morgen skinnede solen fra en høj, ganske skyfri himmel, og det blev den ved med resten f ferien”. Vi er i Hjortingland! Ikke et ord om det brutale DDR, som lå lige om hjørnet.

 

Vi slutter af med ”Bakspejlet”, Motors muntre side. ”Der går rygter om, at Jørn Hjorting er interesseret i den nye Volvo 343, fordi transmissionen er så god”. Og Replik fra (konen) i en telefonboks: ”Hvad gør du så meget vrøvl over! Jeg siger dig jo, at dit ønske er gået i opfyldelse – du har nu en vogn med tværstillet frontmotor”.

 

God jul og godt nytår

 

Paul

bottom of page