Lars J: The Dismantle (Episode 3)

Nå, så er der ét stk. gammel bil i garagen. Den skal jo bare skilles ad, så den kan blive sat i stand fra bunden.
Bilen bærer præg af, at den har stået ude i +20 år under den hårde sol i Los Angeles. Det er godt for fugt (og dermed ikke så store rustangreb), men maling er ikke bare mat, den er totalt afsvedet. Det gør dog ikke så meget, da den alligevel skal fuldt omlakeres.
Den kraftige sol har dog også haft en påvirkning af alle gummilister og sædebetræk – listerne er stenhårde, og sæderne er meget sprøde.
Alle ruder er heldigvis intakte, så jeg er meget omhyggelig med at blødgøre gummilisterne med en varmepistol, dække af mod ruden, og lirke små stykker ud. Det lykkes heldigvis, så ruderne er nu stillet til opbevaring.
De tre sæderækker blev derefter taget ud, og her er rammene heldigvis i god stand. Der er jo tre sæderækker, da det jo er en MPV, hvor der kan sidde seks personer! Der findes YouTube videoer om, hvordan man genopbygger sæder fra bunden – og det bliver nødvendigt.
Ledningsnettet skal under alle omstændigheder udskiftes, da vi opgraderer til 12V, når bilen skal samles igen. Ud over lys er der kun strømledning fra benzinmåleren og olietryksmåleren.
De sidste ting er kablerne fra choker, starter og speedometer, der løber i en meget lille tunnel gennem vognen. Instrumentpanelet, altså det centralt placerede speedometer, og rat og pedaler bliver også fjernet, og så er den bil strippet.
Der er naturligvis lidt rust: Bundpladerne er stort set væk, men det er et meget kendt Fiat 500/600 problem. I min mors Fiat 600 lagde hun bare en ekstra måtte over hullet tilbage i 1960’erne. Bagbroen, altså det stykke plade, der sidder under kølerhjælmen, havde det heller ikke godt, men resten var i god stand. Der findes firmaer i Tyskland, hvor man kan bestille disse dele, så der er vi rimeligt rolige.
Læs videre i ”The Swedish Spa Experience” (episode 4, kommer senere).
