top of page

Paul: Down Memory Lane IX - 1981

FRA ARKIVET 9

Lørdag tager jeg 3 ugers tid til sensommeren i det sydlige Afrika, så I får allerede nu Fra arkivet IX. Vi springer 10 år frem til september 1981 og Motor nr. 16/81. Det er midt i den 2. oliekrise, Anker hoster godt i det, hans finansminister Knud Heinesen har tidligere udtalt de senere berømte ”Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den. Vi kan se den tydeligt”. Året efter kom et andet flertal til, der kom styr på dansk økonomi, og i 80’erne og starten af 90’erne blev grundlaget lagt for den solide økonomi i Danmark, som selv ikke de seneste statsministre trods ihærdige forsøg har formået at skylle væk.

 

Men krisen kradsede i Danmark, det kunne ses på bilsalget. Det var i 1981 kun på 71.888 personbiler, Ford Taunus toppede med Opel Kadett på andenpladsen, men Skoda 105/120 var nr. 4, Lada nr. 5, og 197 faldt for en Polski Fiat, 151 for en Wartburg, 126 for en Polonez, og selv Trabanten fik en slutseddel i 12 tilfælde. Faktisk var hver 8. bil solgte fra Østblokken. Det præger også Motor, for stortesten er om en Skoda 120 LS. ”Så blev den manerlig. Skoda’en har fået stærkt forbedrede køreegenskaber siden vi sidst prøvekørte den”. Det var nu ikke det store trylleri, der var forgået i Mlada Boleslav. Eksportmodellerne havde såmænd bare fået negativ camper på pendulakslerne, men det gjorde underværker. ”Skoda’en kan ikke siges at være en moderne vogn, men den giver ualmindelig meget bil for pengene….kun dens sidevindsfølsomhed afslører i dag den forældede konstruktion.” Det var nu ikke helt korrekt, som bekendt lykkedes det Porsche at få ualmindelig velkørende og retningsstabile biler ud af hækmotorkonstruktionen, og gør det stadig. Men man fik meget for pengene, for de 37.998 kr. For samme penge blev det en 2 CV 6, en Mascot 850 eller en anden østbil. Ville man have en skrabet Fiesta 1.0 eller en Polo 1.0 N måtte man af med omkring 55.000 kr.

 

I Rüsselheim blev der gået mere drastisk til værks end i Mlada Boleslav; nu kom også Ascona med træk på forhjulene. Motor var inviteret til Opels prøvebane i Dudenhofen tæt på Frankfurt. ”Enhver svigermors drøm”, det hentydede til at ”han er nem at omgås, ukompliceret i det daglige, godt skruet sammen, uden uventede reaktioner og pålidelig. Helt samme forhold gør sig gældende med den nye Opel Ascona”. ”Livrem og seler”, ”Kedelig, men fornuftig” er nogle af overskrifterne i anmeldelsen. Og for de rallyglade betød skiftet jo, at der kom til at mangle rigtig gode rallybiler i Ascona 400 og Manta 400 (som faktisk præsenteres under nye biler, 144 hk., ganske kvik og 240 hk i rallyversionen). Spørg bare Walther (Röhrl)!

 

Under ”Nyeste nyt” er der spionbilleder af en af de helt tidlige prototyper på en ”Baby-Mercedes”. Det blev som bekendt til 190’eren (W 201), som blev præsenteret året efter. Under ”Motorsporten” kan man læse, at Kurt Thimm (efter Tom Belsø og Jac  Nellemann) nu skal til at prøve Formel 1. ”Det bliver mit livs chance”. Det blev kun til én testkørsel. Formel 1 kræver penge, mange penge. Også dengang.

 

Citroën reklamerer for GSA’en, og det gik faktisk rimelig godt. I 1981 blev der solgt 1.109 nok til en 18. plads og mest sælgende franske bil. Mere trægt går det med dieselbilerne. Mest solgte i 1981 var Mercedes-Benz D, som der blev solgt 623 af, stort set alle taxaer. Golf D, var bedst sælgende derudover med 520 stk. Der er en større artikel med gennemgang af alle dieselbiler på det danske marked, 70 modeller i alt spændende fra VW Golf D til 89.865 kr. til en Mercedes-Benz 300 TD Turbo til 363.276 kr. Men der er også omtale af Fiat 127 D i brasiliansk udgave, som med en 1,3 l. 45 hk motor er på vej til Danmark til ”kun” omkring 70.000 kr. ”Kun” fordi en italiensk 127 med 45 hk benzinmotor kun kostede 47.000 kr.

 

Blandt annoncerne er der for Sweet Dublin Mixture: ”Rund og blød i smagen – tobakken med irsk whiskey”. Den var kvalmende sød, kan jeg huske.

 

P

bottom of page